Denne strand i Algarve har vundet særlig pris hos Tripadvisor

Praia da Falésia

Algarve er kendt for sine mange fantastiske strande, som i flere omgange er blevet kåret til Europas bedste. Men én strand er tilsyneladende lidt mere populær end alle andre. Det drejer sig om stranden ved navn Praia da Falésia, der ligger i området Olhos de Água i Albufeira.

Stranden har fået så gode anmeldelser hos Tripadvisor, at den vandt “Travellers’ Choice-prisen De Bedste Af De Bedste Strande” 2024. Det betyder kort sagt, at ingen andre strande i verden fik bedre anmeldelser hos Tripadvisor i løbet af 2024 end Praia da Falésia. 

Smukke klippeformationer og dejligt hav

Og hvad er det så, der er så fantastisk ved denne strand, der får rejsende til at efterlade den ene gode anmeldelse efter den anden hos Tripadvisor? 

Praia da Falésia er uden tvivl en dejlig strand og et besøg værd, hvis man er på ferie i området. Men den tilbyder umiddelbart det samme som alle andre strande langs kysten i Portugal: Flotte klippeformationer, dejligt sand og klart vand. 

Faktisk, så indeholder de gode anmeldelser også enkelte knap så gode meninger om oplevelsen af at besøge stranden. Flere rejsende påpeger, at parkering ved stranden kan være kaotisk, at stranden er lidt smal, at det er dyrt at leje en strandstol, at man skal ned af mange trapper for at nå stranden, og at vandet er så dybt, at den måske ikke er den mest børnevenlige strand i området.

Trapper ned til Praia da Falésia.
Trapper ned til Praia da Falésia.

Derfor skal du besøge Praia da Falésia

Trods de lidt negative kommentarer om stranden, så er der uden tvivl en god grund til, at den vandt prisen “Travellers’ Choice – De bedste af de bedste”, som kun gives til strande af høj kvalitet, der har fået særligt gode anmeldelser og er blandt de 1% bedste strande hos Tripadvisor.

Udover at have flotte klipper og krystalklart vand og være et dejligt sted at ligge og nyde livet, så er Praia da Falésia et ideelt sted til paddleboarding, kajaksejlads, surfing og ikke mindst lange gåture langs vandet. Derudover er der vandrestier langs klipperne, hvor man kan nyde den fantastiske udsigt, som ofte bliver nævnt i de rejsendes anmeldelser. Kort sagt: Hvis du er i området omkring Olhos De Agua, så hop i badetøjet, tag solcreme og solbriller på og tag et smut til Praia da Falésia – det anbefales bogstaveligt talt af tusindvis af andre rejsende.

Se beliggenheden af Praia da Falésia her.

Del artikel

Facebook
X
Reddit
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top